Vælg venligst Deres sprog

български - Čeština - Dansk - Deutsch - English
Español - Suomi - Français - Hrvatski - Magyar - Italiano - 日本語
Nederlands - Polski - Română - Русский - Slovenski - Srpski - Türkçe

Impressum

Bruno Gröning Vennekredsen

Haidauer Strasse 6
DE-93107 Thalmassing
Tlf.: +49 (0) 9453-998626
Fax: +49 (0) 9453-996593

Privacy Policy

Bruno Grönings liv

I 1949 kom navnet Bruno Gröning i offentlighedens søgelys i løbet af ingen tid. Der var rapporter i pressen, på radioen og i ugentlige meddelelser. I flere måneder holdt begivenhederne omkring mirakeldoktoren, som han snart blev kendt som, den nye republik i åndeløs spænding. Der blev lavet en film, der blev indkaldt videnskabelige undersøgelsesudvalg, og myndigheder på højeste niveau beskæftigede sig med sagen. Nordrhein-Westfalens socialminister forfulgte Bruno Gröning for overtrædelse af heilpraktikerloven, hvorimod den bayerske ministerpræsident udtalte, at man ikke skulle lade et sådant usædvanligt fænomen som Bruno Gröning mislykkes på grund af nogle lovparagraffer. Den bayerske indenrigsminister beskrev hans aktivitet som en ’fri kærlighedsgerning’.

På alle niveauer og i alle samfundsklasser blev der diskuteret heftigt og løbende. De følelsesmæssige bølger gik højt. Gejstlige, læger, journalister, advokater, politikere og psykologer: Alle talte om Bruno Gröning. For nogle var hans mirakelhelbredelser nådegaver fra en højere magt; for andre var det kvaksalveri. Men kendsgerningerne omkring helbredelserne blev bevist gennem lægeundersøgelser.
Bruno Gröning blev født i Danzig i 1906, han blev efter krigen drevet bort fra sit hjemland og immigrerede til Vesttyskland som en simpel håndværker. Han havde ernæret sig gennem alle mulige jobs, var tømrer, fabriks- og havnearbejder, telegrafbud og svagstrømsmontør. Nu stod han pludselig som midtpunktet for offentlig interesse. Nyheden om hans mirakelhelbredelser spredte sig i hele verden. Syge mennesker kom fra alle lande samt med breve med ønsker og tilbud. Titusinder, der søgte helbredelse, tog på pilgrimsrejser til de steder, hvor han var aktiv. En revolution i lægevidenskaben begyndte.
Men der var også modsatrettede kræfter til stede. Indflydelsesrige læger, funktionærer i kirken og tidligere medarbejdere gjorde alt for at forhindre Bruno Grönings arbejde. Forbud mod helbredelse forfulgte ham; retssager blev anlagt imod ham. Alle forsøg på at tilpasse arbejdet efter reglerne mislykkedes, dels på grund af modstand fra indflydelsesrige, samfundsmæssige kræfter, og dels på grund af hans assistenters manglende evner eller deres grådighed efter profit. Da Bruno Gröning døde i Paris i januar 1959 var den sidste retssag imod ham i fuld gang. Retssagen blev standset, og en endelig dom blev aldrig afsagt. Men mange spørgsmål forblev ubesvarede.

Helbredelser dengang

I 1949 skrev A. Kaul, PhD., en brochure om begivenhederne i Herford.

Her et par uddrag:
Blandt de, der søgte hjælp, som venter i huset på Wilhelmsplatz nr. 7 om natten mellem den 17. og 18. juni 1949, var der også nogle engelske mænd og kvinder, der havde hørt om Grönings omdømme. En tysk læge er lige ankommet sammen med tre af hans patienter: En ung mand med lunge- og knogletuberkulose samt et stift venstreben; en dreng med lammelser i begge ben, og en ung pige med kronisk, nervøs hovedpine.
Gröning stiller ingen diagnose. Han fortæller simpelthen den unge tuberkulosepatient, at han bør være særlig opmærksom på knoglen i sit venstre ben. ’Hvad føler De nu?’ ’En varm strøm løber gennem min krop.’ ’Og nu?’ ’Det kribler i venstre ben.’ ’Løft nu benet ligeså højt som jeg gør det!’ Gröning viser ham det og løfter sit eget, bøjede ben op i højde med maven. Den unge mand tøver. ’De kan gøre nøjagtigt som jeg gør det!’ Uden synligt besvær løfter patienten sit ben, der før var stift, op i den ønskede position. Vantro retter han blikket skiftevis på sit ben og på sin læge. ’Er det muligt? Jeg kan bevæge mit ben!’ ’De vil genvinde Deres helbred, men det vil tage tid hos Dem. Skriv til mig!’ Og henvendt til lægen: ’Hold mig orienteret!’
Drengen med lammelser i begge ben sidder med to krykker ved siden af sin mor: ’Rejs dig op, min søn!’ Moderen indvender: ’Han kan ikke rejse sig. Han er jo lammet!’ Gröning drejer hovedet. ’Det må De ikke sige!’ siger han næsten hårdt til hende. ’De holder jo fast på Deres barns sygdom! Min søn, rejs dig op! Du kan godt!’ Røde pletter ses på barnets smalle ansigt; hans mund sitrer, og tårer triller fra øjnene. Dybt bevæget ser de mange mennesker i rummet på, at drengen rejser sig op fra lænestolen og står alene uden sine krykker. ’Og nu, kom hen til mig!’ Han går med usikre skridt hen mod Gröning, der rækker hånden ud mod ham og ser ham længe ind i øjnene. Kærligt kærtegner han barnets hoved og sender ham tilbage til moderen og siger: ’Træn forsigtigt, ikke for meget på en gang, da dine ben stadig er svage! Brug krykkerne til rejsen hjem, men så kan du snart smide dem væk!’ Barnets lykkelige øjne og en lykkelig mor er takken.
Den unge pige med kronisk hovedpine er allerede helbredt, før Gröning henvender sig til hende. Nej, hun har ikke længere nogen smerte. ’Vil De have smerterne tilbage igen?’ ’Nej nej, for Guds skyld, nej!’ kommer det fra hendes mund.
Og lægen? Han har målløst iagttaget, hvad der er sket. Han rækker Gröning hånden: ’Hr. Gröning, jeg står til Deres fulde disposition. Jeg har fuld tiltro til Dem!’

I 1949 skrev Dr. Trampler en bog om begivenhederne på Traberhof i Rosenheim.

Her et par uddrag:
'I løbet af en af de foregående nætter (5. til 6. september) bragte en læge Karl Sch. ind i huset med den opsigtsvækkende konstatering, at den blinde lige havde genvundet sit syn på gården foran Traberhof. Hr. Sch. fremlagde en attest fra øjenklinikken på universitetet i München fra 1949, hvoraf følgende fremgår: ’Patienten Karl Sch., født den 24. august 1914, lider af sitren i øjet, ar på hornhinden og en medfødt grå stær på højre øje. Hans syn er 1/20. Det venstre øje mangler. Patienten er derfor faktisk blind. Funktionsnedsættelsen er på 125%. Hr. Sch. har konstant brug for en ledsager. Underskrevet dr. E. Walser, afdelingsleder’. Denne blinde mand ventede på den plads, hvortil Gröning sendte sin helbredende strøm – dengang fra området ved Bremen. Dybt bevæget beskriver han nu, hvordan han pludselig havde en fornemmelse af, at noget forandrede sig i hans øje, og hvordan han derefter blev opmærksom på hestens hoved i det blå neonlys, en neonreklame på taget af Traberhof. Til slut kom hele omverdenen langsomt ud af disen, indtil han kunne se alt klart igen. Den første lægeundersøgelse herefter, udført af dr. Zetti, bekræftede mandens udsagn. Næste dag kørte jeg hr. Sch. til München. På motorvejen beskrev han for mig, hvilke køretøjer der blev synlige fra en afstand af flere hundrede meter. Han fortalte mig, hvad der kunne ses til venstre og til højre for motorvejen, fra et kirketårn tæt på til fjerntliggende bjerge. (...) Som svar på mit spørgsmål om, hvad han havde gjort for at modtage helbredelsen, sagde han at han havde bedt og ventet (…)
Nogle bemærkelsesværdige scener udspiller sig, når Gröning er i stand til at give en blind person sit syn tilbage. I nogle få tilfælde, når synet vender tilbage helt uden nogen indgriben, blev de lykkelige mennesker overvældet af den næsten utrolige forandring i deres skæbne. Som Gröning forklarede mig, er der blandt disse mennesker nogle, der er født blinde, og for hvem hele den synlige verden først skal forklares.

I 1950/1951 fastholdt Anny Freiin Ebner von Eschenbach forskellige begivenheder, der havde fundet sted omkring Bruno Gröning i Pension Weikersheime i Grafelfing.

Her et par uddrag:
'En dag sad en ung kvinde med et hærget udtryk i ansigtet og en pige på omkring ni år på anden række. Da Gröning spurgte hende: "Hvad føler De nu, mor?’ svarede hun: ’Desværre ingenting, Hr. Gröning!’
'Nå, mor, hold op med at se tilbage på fortiden! Rædslen for det sidder stadig i Dem. Den skal De først give slip på. Det var under et bombeangreb. De var i en slags havehus og blev begravet, og De var gravid i 8. måned. Da De blev reddet igen, kom barnet til verden og var blindt. Er det ikke rigtigt?’
Forundret svarede kvinden. ’Jo, præcis!’
Hvorpå Bruno Gröning sagde til hende: ’Tænk ikke mere på den frygtelige tid, men tro fast på Gud og bed om hans hjælp! De behøver ikke at tage det lille barn med Dem mere, så længe De, som mor, tror fuldtud.’
Otte dage senere vendte kvinden tilbage. Det sorgfulde udtryk var væk. Hun var bogstaveligt talt blevet forynget. Da Gröning spurgte hende, svarede hun: ’Ja, i dag gennemrisles jeg af en varme, og jeg føler mig glad og fri.’ ’Hold fast ved det, lille mor. Det sker snart.’
En uge senere var kvinden der igen, og lige midt i foredraget gik Bruno Gröning hen til hende, stod stille og sagde: ’Mor, torsdag kl.17.20 skal De tage Deres lille barn med ind i et mørkt rum. Det vil kunne se, men fordi det endnu aldrig har set farver eller former, vil det blive bange, og chokket kan gøre det sygt. Lad det langsomt vænne sig til alt i omgivelserne!’
Eftersom denne sag interesserede mig særligt, spurgte jeg til den og fandt noget senere ud af, at alting skete nøjagtigt på minuttet som Bruno Gröning havde fortalt det. Nogle år senere spurgte jeg igen Bruno Gröning om barnet og fandt ud af, at det kan se normalt, som om det aldrig havde været blindt.
En gang blev en ung kvinde med et ansigt så hvidt som sne bragt ind i en kørestol. Under foredraget mistede hun bevidstheden og så ud, som om hun var død. Bruno Gröning kastede et hurtigt blik på hende, og beroligede folkene omkring hende, som blev bekymrede, især manden ved hendes side. Efter knapt en halv time vågnede hun, strakte sig, havde røde kunder, rejste sig fra kørestolen og gik hen mod Gröning, endnu lidt usikkert men med et strålende, forbløffet udtryk i øjnene. ’Det er godt, min gode kvinde, når man sådan kan stå på egne ben igen, og det lille hjerte igen slår normalt. Men prøv ikke at indhente de fortabte år med det samme – bare før kroppen langsomt tilbage til at udføre sit job!’ Da kvinden ønskede at takke ham, sagde Gröning:
'Det er Gud, De skal takke! Jeg er bare hans lille hjælper, bevis nu, at De er et sandt barn af Gud!’
Manden, der havde bragt hende ind, rejste sig op og sagde med en bevæget stemme: ’Hr. Gröning, jeg er hendes mand og er selv læge. For mig var min kone uhelbredeligt syg, selv om jeg havde forsøgt alt. Men hun havde kun et ønske, og det var at komme hen til Dem. Jeg var overbevist om, at hun ville dø på turen herhen, da hun led af en så alvorlig hjertesygdom, at hver bevægelse var forbundet med livsfare. Jeg er dybt rystet over dette mirakel og kan næppe tro på det!’
Grædende af glæde skubbede han den tomme kørestol ud, satte sig ved siden af sin kone og lyttede til det to timer lange foredrag. Han kiggede ofte spørgende på sin kone fra siden, som om han skulle vænne sig til synet af sin raske, lykkelige kone.
I baggrunden sad der ofte døve, til hvem Gröning nu sagte stillede spørgsmålet: ’Kan De høre mig, når jeg taler så kraftigt?’ Svar ’Ja, jeg forstår hvert ord, når De taler så kraftigt og i mit hoved er der en summen og svirren’. Alle lo, da de jo havde bemærket, hvor sagte Gröning havde talt, da han spurgte.

Fra den første tanke til den færdige film

Da filmen ”Mirakel Apostlen” var afsluttet i 1993, og filmen var startet i biograferne, begyndte forberedelserne allerede til et nyt, endnu mere udfordrende projekt: En biograffilm om Bruno Grönings liv.
Hele året 1994 blev brugt på forberedelser og research. Arkivmateriale blev gennemgået, Tidsvidners beretninger studeret, der blev hele tiden samlet mere data og fakta.
I februar 1995 var den første forhindring overvundet. En rejse på flere år begyndte for at følge sporene af et fænomen. Over 80 øjenvidner blev interviewet. Oprindelige steder fra Danzig til Paris blev besøgt. Dramatiserede scener blev filmet, og originale optagelser fra filmarkiverne blev sat sammen. Hundredvis af billeder, dias og dokumenter blev kopieret. De sidste interviews blev filmet i begyndelsen af 2000, de sidste dokumenter i 2002.
En enestående begivenhed var Traberhof-scenen i maj 1997 med mere end 2.000 statister. Ugers forberedelser var nødvendige. Statister måtte søges, ligesom hundredvis af kostumer, teknisk udstyr og et filmhold måtte sammensættes og tilladelser indhentes.
Allerede om morgenen ankom de første statister. Selv om optagelsen først begyndte efter mørkets frembrud, dukkede snart hundredvis af biler og snesevis af busser op. Området blev langsomt fyldt op foran det formodentlige Traberhof, en gård i nærheden af Rosenheim, der med nogle ombygninger og rekvisitter blev genskabt som Traberhof fra 1949.
Filmholdet omfattede over 70 mennesker, der tog sig af hår og makeup, kostumer, rekvisitter, belysning osv. Så snart det blev mørkt, startede det hele. Alt skulle ske inden daggry. Noget af udstyret svigtede pludselig. Senere var der problemer med kameraet. Reservedele måtte hentes fra München ...
På trods af alle vanskelighederne var alt i kassen kort før solopgang. Kl. 6 var det område, hvor over 2.000 mennesker lige havde camperet, fuldstændigt som blæst. Der var intet spor af nattens begivenheder.
I alt blev der optaget over 70 timers film. Denne enorme mængde materiale måtte så gennemses, sorteres og klippes. Det stod snart klart: Det oprindelige koncept med at lave en almindelig spillefilm kunne ikke fastholdes. Emnet kunne ikke behandles på blot to timer; Bruno Grönings liv kunne ikke presses ind i det sædvanlige format. Tre film blev det til med næsten 5 timers spilletid.

Et usædvanligt emne, en usædvanlig film, et usædvanligt format.

Fænomenet Bruno Gröning

Filmindhold

Bruno Gröning (1906-1959) blev verdenskendt i 1949 gennem utallige helbredelser på åndelig måde. Dette skete efter at succesen i hans virke var blevet offentliggjort, og flere og flere mennesker strømmede til ham for at få hjælp.

Nogle ledende læger fra lægemiddelstyrelsen nægtede dog at acceptere dette og fik gennemført et forbud mod at helbrede, forbuddet blev vedtaget af de lokale myndigheder. De beskyldte Gröning for at overtræde heilpraktikerloven. Men dette forbud var ulovligt, fordi han aldrig havde behandlet i medicinsk forstand. Ikke desto mindre blev han gennem resten af livet offentligt forfulgt på grund af denne påstand.

Båret af medfølelse og uselvisk kærlighed til andre opfyldte han sin mission indtil sin bortgang. I filmen rapporterer over 50 tidsvidner om deres personlige oplevelser med ham.

Seernes kommentarer

Jeg så filmen den 5. oktober. Dage senere er jeg stadig meget påvirket og rørt over historien om Bruno Gröning. Filmen sætter høje moralske standarder: Ingen forskel på rig og fattig. Først og fremmest at mennesket er menneske, ærlighed ... Jeg er fascineret af hr. Gröning, af alle de mennesker, som han hjalp, der kom ham i møde med sympati … Jeg finder de objektive fortællinger meget værdifulde og håber, at arven efter ham altid må leve videre.

Filmen bragte mig meget nærmere på mennesket Bruno Gröning. ... Især bemærkede jeg hans ubetingede kærlighed til alle skabninger. Jeg bemærkede også specielt igen, hvor fri for egoisme denne mand var. Jeg følte ofte en stærk kriblen i kroppen og havde brug for lidt tid til at ”finde mig selv igen” bagefter. Filmen udsendte intens energi til mig. Derudover: Min største respekt til dem, der har lavet filmen.

... det er især godt, at den medfølende og kærlige Bruno Gröning blev vist. I sidste ende er det jo Guds kærlighed, der helbreder alle sår. Jeg kunne tydeligt mærke denne helbredende strøm af kærlighed.

En yderst indtryksfuld film, der viser, hvordan vores forbindelse til Gud kan forårsage så meget helbredelse for os mennesker. Gud er livet. Gud er kærlighed. Gud er selverkendelse. Kampen mod Bruno Gröning er oprørende, da han jo kun ville det gode.

Vi kunne rigtig godt lide filmen, og den gjorde stort indtryk på os. Billederne og udsagnene fra øjenvidner var meget oplysende. Filmen fløj af sted, uden at vi overhovedet kedede os. Vi var chokerede over, hvordan medierne misbrugte deres magt for at skade Bruno Gröning.

Jeg var dybt imponeret over denne film om Bruno Gröning som et forbillede på det modsatte af materialisme. At give og tage på en anden måde. En stor hjælp for mine patienter.

På trods af filmens lange spilletid var der stor spænding under hele forevisningen i Maxim biografen i München. For mig, 52 år gammel, var det meget interessant med nyere historie, fordi jeg naturligvis ikke selv husker den tid. Først og fremmest finder jeg filmens budskab og udsagn vigtige og bemærkelsesværdige. Det vil beskæftige mig i længere tid. Jeg ville gerne have set flere detaljer om Bruno Grönings livsforhold. Blandingen af dokumentar, skuespilscener og overbevisende udsagn fra tidsvidner tiltalte mig og gjorde filmen levende og underholdende.

En yderst imponerende film. Jeg måtte revidere min mening om Bruno Gröning. (Jeg er 92 år gammel.) Det er absolut værd at se filmen.

Filmen og Bruno Grönings skæbne berørte mig dybt. Kvaliteten af filmen er fremragende, og lader øjensynligt kun fakta tale for sig selv.

Jeg ville aldrig have deltaget i så lang en forestilling, hvis jeg havde vidst, at filmen bestod af tre dele. Jeg kan ikke holde ud at sidde ned. Men til min største forbløffelse fik jeg ikke nogen rygsmerter, og jeg blev ikke træt. Fornemmelsen af noget ”større” styrkede mig meget.

Scener, der gjorde stort indtryk, kærligt skabt med megen fingerspidsfornemmelse – en vellykket opbygning – gennem filmen blev man bragt tættere på Bruno Gröning som menneske – bekræftede min overbevisning om, at han er en stor healer.

Efter at have fået vejledning om det, indtog jeg en åben kropsholdning under forestillingen og følte virkelig hele tiden en prikken i mine hænder og senere i hele kroppen. Jeg følte en trækken i de steder, der smertede i min krop og havde følelsen af, at noget bliver afbalanceret i min krop. Jeg har en dobbeltsidig skoliose og havde derfor smerter i lænden. Men ikke nu mere. Jeg var dybt imponeret over denne film. Også nu lader jeg stadig denne helbredende energi strømme gennem mig. ... Jeg vil under alle omstændigheder anbefale filmen til andre.

Helbredelsens fænomen

Filmindhold

Under sit første møde med Bruno Gröning oplevede Grete Häusler (1922-2007) spontan helbredelse af tre "uhelbredelige" sygdomme. Hendes taknemlighed og næstekærlighed var så stor, at hun i 1979 grundlagde Bruno Gröning Vennekredsen. Lige indtil sin bortgang kæmpede hun for, at alle mennesker over hele verden skulle få mulighed for at kende til Bruno Grönings lære og opleve den guddommelige Heilstrom. Flere og flere interesserede mennesker kommer til Vennekredsen gennem anbefalinger og informationsforedrag, såvel som gennem inderlige bønner til Gud.

”Helbredelsens fænomen”. Denne film viser, at mange mennesker over hele verden i dag opnår sådanne vidunderlige helbredelser. Læger fra den Medicinsk-Videnskabelige Faggruppe kommenterer helbredelser og fortæller om deres egne erfaringer. Andre bemærkelsesværdige aktiviteter i Vennekredsen bliver også præsenteret.

Alt dette sker gennem indsatsen fra 13.000 frivillige hjælpere og vennernes frivillige donationer. Ingen har derigennem nogen indtjening.